Tjenestepiger hos Konsul Smith i Svaneke. Foto: Bornholms Museum.
TJENESTEPIGER
København var et stort arbejdsmarked for kvindelig arbejdskraft til husholdningen i de sidste årtier af 1800-tallet. Den danske hovedstad var en metropol, der tiltrak billig arbejdskraft, ikke bare fra landet i Danmark, men også fra Sydsverige.
Hvis man var en fattig kvinde på landet i sidste halvdel af 1800-tallet, var en af mulighederne for at ændre sit liv at rejse til storbyen og få arbejde som tjenestepige i en velstående familie. Sådanne rejser foretoges ikke kun i ens hjemland men også over grænserne til byer i nabolandene. Mange arbejdsgivere foretrak piger fra landet, da man mente, at de var mere føjelige end de piger, der kom fra storbyen. I 1800-tallet kom hver tiende tjenestepige i København fra Sverige.
I huset i byen
Husholdningsarbejdet var et lavstatusarbejde, som kvinderne forlod, når der kom alternative arbejdsområder, f.eks. indenfor industrien. Ved forrige århundredeskifte var tjenestepigerne i København for det meste unge, ugifte kvinder, der ofte skiftede arbejdsgiver. De svenske piger blev gennem husholdningsarbejdet introduceret til en borgerlig, dannet verden, selvom det var i en underordnet stilling.For flere migranter blev husholdningsarbejdet en negativ erfaring, og en del havnede t.o.m. i prostituion. For andre kunne arbejdet i den fremmede storbyverden og muligheden for at skifte arbejdsgiver medføre en øget selvtillid, sammenlignet med arbejdet i deres oprindelige miljø.
Hatten som symbol
Den nye tilværelse kunne indebære en ny identitet, der for eksempel kunne markeres med en ændret tøjstil. Svenske tjenestepiger kunne af deres ”fruer” få besked på at gå med hat, så fruerne ikke behøvede at skamme sig over tjenestepigens påklædning. Når de svenske piger, der var kommet til Danmark eller Tyskland, skiftede fra rødternet tørklæde til hat, signalerede det, at de havde tilpasset sig deres nye miljø. Hatten kunne også vække opmærksomhed, når kvinderne vendte tilbage til hjemegnen.
Tjenestepigerne boede i de huse, hvor de arbejdede, og det indebar, at de i vid udstrækning savnede et privatliv. Boligforholdende kunne være usle med små mørke rum eller en seng i køkkenet, hvor de også arbejdede. En fortælling skildrer dette: ”I køkkenet gik der et brædt ud fra væggen, med dette som gulv var der dannet et ”værelse” oppe i luften til brug for pigen, der kun ved en stige kunne nå derop.”
Der findes dog også oplysninger om, at de svenske tjenestepiger i København klarede sig godt, og det kunne også være et statussymbol at have en svensk tjenestepige.