Svenske arbejdere

Stenhuggere på Bornholm. Foto : Bornholms Museum
En del svenske arbejdere kom til Bornholm som stenhuggere. I 1901 var 28 % af stenhuggerne svenskere. Foto : Bornholms Museum

Svenske arbejdere

Mere end 81.500 svenskere immigrerede i slutningen af 1800-tallet til Danmark for at finde arbejde især i landbruget, som tjenestefolk og i anlægsarbejder. En del svenskere var derudover beskæftiget som sæsonarbejdere.

I slutningen af 1800-tallet steg efterspørgslen på arbejdskraft i Danmark bl.a. pga. en række store anlægsarbejder, vandring fra land til by og emigration. For yngre arbejdere fra især sydsverige var Danmark et attraktivt arbejdsmarked. Dansk landbrug og industri var mere veludviklet end i Sverige og adgangen til storbyen København var fristende. Derfor immigrerede et stort antal svenskere til Danmark fra midten af 1800-tallet frem til omkring 1. verdenskrig.

Hvervningen

Den svenske arbejdskraft blev hvervet gennem avisannoncer, af arbejdere, der havde været i Danmark eller gennem hverveagenter, der enten var omrejsende eller havde kontorer i København og en række nordtyske byer. Hverveagenterne havde ofte svenske underagenter, der sørgede for at rekruttere arbejdskraften i Sverige.

For at undgå udnyttelse af den svenske arbejdskraft blev det i 1884 bestemt ved svensk lov, at det kun var svenskere, der måtte hverve i Sverige. Arbejderne blev sendt til Danmark eller Nordtyskland med skib ofte i større grupper og ikke sjældent under dårlige vilkår.

Det hårde arbejde

Størstedelen af de svenske immigranter var unge mænd og kvinder fra landet. Det arbejde, svenskerne udførte, var ofte hårdt og farligt. En del arbejdede på teglværker på Sjælland, hvor arbejdsdage på 12-15 timer var almindelige. Andre arbejdede som stenhuggere eller som ”rallara”, der jævnede terræn og lagde skinner til jernbaneanlæg. Fra 1888-93 gav arbejdet med at anlægge Københavns befæstning også arbejde til mange Dsvenskere.

I landbruget var svenskerne beskæftiget bl.a. i dyrkningen af sukkerroer, der begyndte i Danmark fra 1870. Især på Lolland og Falster betød introduktionen af roer en stigning i efterspørgslen af arbejdskraft, da sukkerroer er meget arbejdskrævende. Fra 1880erne begyndte skånske bønder at dyrke sukkerroer og den svenske arbejdskraft på de danske roemarker blev gradvist erstattet af østeuropæiske sæsonarbejdere. En del svenske piger arbejdede desuden som malkepiger eller som tjenestepiger i byerne. I 1800-tallet var ca. 1/10 af tjenestepigerne i København fra Sverige.

Arbejdsvilkårene

De fleste af arbejderne på bl.a. teglværker og i landbruget var indkvarteret i sovesale eller lignende. Arbejdet kunne både være aflønnet i penge eller delvist i naturalier og indkvartering, og lønnen blev nogle steder afregnet på akkord. Det var ikke ualmindeligt, at en malkepige i perioder tog akkordarbejde i roemarkerne, og en del vendte derfor hjem til Sverige med en lille opsparing.

Da de unge arbejdere ikke var vant til at få udbetalt løn i penge, udtrykte flere samtidige embedsmænd i Sverige bekymring for de vaner, de unge bragte hjem til Sverige om vinteren. En del kvinder vendte gravide hjem, og efterlod barnet hos slægtninge for igen selv at søge arbejde i Danmark.

Den svenske integration

Mange af svenskerne var sæsonarbejdere, der var ansat om sommeren og vendte hjem til Sverige om vinteren. Roepigerne var f.eks. beskæftigede fra maj til november. En del blev dog boende i Danmark og blev dansk gift. En række særlige aftaler i 1880erne og ’90erne mellem Danmark og Sverige betød, at svenske indvandrere fik særlige rettigheder. Bl.a. fik de adgang til fattighjælp efter 12 år i Danmark.