Arbejdet i roemarkerne var fysisk hårdt. Her er to kvinder i gang med høstarbejdet. Foto : Museum Lolland-Falster.
I SUKKERROEMARKERNE
Landbruget i Sveriges vestlige og sydlige nabolande ændredes hurtigere end i Sverige i retning mod et kommercielt, kapitalistiskt landbrug med mere rationelle metoder.
Fra 1870 indførtes dyrkning af sukkerroer i Danmark og Nordtyskland. Det medførte en stor efterspørgsel på billig sæsonarbejdskraft, specielt kvinder. I Danmark var denne sukkerproduktion fremfor alt koncentreret på Lolland-Falster. Dyrkningen af sukkerroer voksede hurtigt i omfang, og arealerne, der blev brugt til dette, blev femtendobblet fra 1881 til 1901.
4.000 arbejdere i roearmarkerne
Dyrkningen af sukkerroer krævede meget arbejdskraft – der skulle bruges én arbejder til at udtynde, luge og høste for hver 2 – 3 tønder land. I sommeren 1896 krævedes der en total arbejdsstyrke på 4.000 personer på sukkerroemarkerne på Lolland-Falster.
Kvindearbejde
Arbejdet på sukkermarkerne var hårdt og foregik udendørs i al slags vejr. Udtyndigen skete i foroverbøjet stilling ved hjælp af en kortskaftet roehakke. En roearbejder fra Småland fortalte dog, at der var en vis frihed til at organisere arbejdet på egen hånd. Efter svenske mål var indtjeningen høj og det var ikke usædvanligt at en tjenestepige vendte hjem med ” smukke opsparinger”. Undtagelsesvis var der enkelte drenge på markerne, men arbejdet var næsten udelukkende et kvindearbejde. Indbyggerne på Lolland-Falster ville ikke arbejde på roemarkerne under disse vilkår, så roedyrkerne begyndte at rekruttere svenske kvinder til dette arbejde.
Med skib fra Sverige
Hvervningen af unge svenske kvinder fra Blekinge og Kronobergs len påbegyndtes 1874 – 1875 og forsatte til omkring år 1900. Roepigerne blev ansat fra den 8. maj til den 20. november. En del kom med toget til Malmø, skib over sundet og videre med tog fra København, andre kom med skib direkte fra en svensk havn.
Erstattet med polakker
Dyrkningene af sukkerroer i Skåne startede fra 1880erne, og i de følgende årtier var arbejdsvandrerne fra skovområderne i det nordlige Skåne, Småland og Blekinge ikke længere nødt til at søge til udlandet for at få sæsonarbejde. Fra omkring 1890 og efter århundredeskiftet blev de svenske roepiger erstattet af østeuropæisk arbejdskraft fra det russiske Polen og Galizien. Mindre skarer af disse arbejdsmigranter blev også hvervet til Skåne i begyndelse af 1900-tallet.