
Mange svenske immigranter arbejdede i stenbrud bl.a. på Bornholm. Foto : Bornholms Museer
STENHUGGERE
I 1901 udgjorde de svenske arbejdere hele 28% af den samlede arbejdsstyrke indenfor stenindustrien i Danmark – i alt 1.308 personer.
Allerede omkring 1850 blev der i forbindelse med jernbanebyggeriet i Danmark annonceret i blekinge-pressen efter svenske stenhuggere. Svenske stenhuggere kom også til Tyskland, hvor de 1914 var i Lüneburg. Stenhuggerarbejdet var hårdt og slidsomt og lønnen var temmelig lav. Der var dog oplysninger fra Bornholm om, at de svenske stenhuggere tjente godt som ’brostenshuggere’, og at man mente, de var dygtige.
Svenske eksperter på Bornholm
Specielt i byerne Allinge og Sandvig var der mange svenske stenhuggere. Det var dog ikke kun billig og ukvalificeret arbejdskraft, der kom til Danmark. Mange fagligt dygtige svenske stenhuggere rejste fra Blekinge til det nordlige Bornholm, og nogle af dem havde en hidtil ukendt teknik med i bagagen. Svenskerne førte også mange sange og fagudtryk med til den Bornholmske stenindustri.
Frit men farligt
Stenhuggerarbejdet var hårdt og foregik udendørs hele året – ofte tæt ved havet uden nogen beskyttelse af betydning mod vejr og vind. Arbejdet krævede stor styrke og var ikke helt ufarligt. Øjenskader forårsaget af flyvende stenflis var almindelige, men også skader på arme, ben og hænder forekom. Det blev dog betragtet som et frit arbejde og kunne være omgivet af en vis romatik, noget der øgede tiltrækningskraften hos unge mænd.
Faglig organisering
Der var en del utilfredshed hos den lokale bornholmske befolkning imod indvandrerne, der kunne presse lønningerne. Svenske stenhuggere kunne dog også blive ledende i faglige organisationer, f.eks. Wilhelm Olsson fra Sternö i Blekinge. Han deltog i maj 1896 i København, da der blev dannet et Skandinavisk Stenhuggerforbund, der skulle modvirke netop lønpresset. Trods at det skandinaviske forbund rent formelt stadig eksistederede, blev der allerede året efter dannet Svenskt Stenhuggarförbund og Dansk Stenarbejderforbund. Ligesom mange andre arbejdere havde de svenske stenarbejdere på Bornholm mindre jordbrug, som hustruen ofte måtte passe, mens manden arbejdede i stenbrudet.
Traditioner fra Sverige
Den første generation af svenske stenhuggere siges at have talt svensk hele deres liv og bevaret deres svenske skikke såsom lutfisk og risengrød til jul. Emigranterne holdt også kontakt med familien i hjemlandet.