Svenskere var beskæftiget både som malkepiger og som mejersker. Her ses en mejerske fra Riesenholm i Nyker på Bornholm. Foto : Bornholms Museer
MALKNING
Landbruget i Schleswig-Holstein var mere rationaliseret, end det var i Sverige. Selvom tjenestefolk på landet havde lønninger, der var lave efter tyske forhold, så var de alligevel høje sammenlignet med lønningerne i Sverige. Mange svenske tjenestepiger arbejdede med malkning i Schleswig-Holstein.
De tyske kvinder ville ikke udføre dette tunge lavstatus arbejde på de vilkår, der var. I stedet kom de svenske kvinder til at arbejde under ”Den hvide pisk”. De svenske kvindelige arbejdsvandrere arbejdede dog også i forædlingsledet på mejerierne – mejeriarbejde var på den tid et kvindefag.
14 timers arbejdsdag
En malkepiges arbejde kunne begynde kl. 01.30 og fortsætte til kl. 19.00 med en times pause formiddag og eftermiddag. På godserne var arbejdet specialiseret og opdelt i et hierarki, hvor malknings- og mejeriarbejde lå lavest på statusskalaen. Der var ikke regulerede arbejdstider, og 14 timers arbejde var ikke usædvanligt om sommeren. På de store godser var relationerne mellem arbejdsgiveren og landarbejderne ikke så personlige. Her måtte tjenestefolkene mere passe sig selv, og de blev mere betragtet som ”arbejdsmaskiner”.
Det hårde arbejde
Arbejdet var hårdt. En pige fra Blekinge har fortalt : "I starten svulmede mine hænder op, så de var som boller op til albuerne. Vi havde atten køer hver, og mejeristen, jeg arbejdede for, var selv med til at malke, så ingen kunne slappe af. Og når man kom hjem skulle mælkejungerne ned i kælderen. Vi bar dem med en stang mod brystet, og jeg havde ondt af det i flere år. Men hvor vi græd, når vi først kom hjem. Vi forstod jo ikke, hvad de sagde. Og vi var ikke vant til at stå op kl. halv to om morgenen og gå ud og malke ved fire-tiden. Lønnen til malkepigerne var i Tyskland 90-130 mark om året - nogle gange mere, når de blev frie fra agenternes krav og fik hele lønnen. Andre tjenestepiger fik ca. 90-110 mark.
Bolig og nyt tøj
Indkvarteringen var ofte spartansk, og det var almindeligt at to tjenestepiger måtte dele seng. Kvinder og mænd boede adskilte, ofte i specielle pige – og karlekamre med vægfaste senge. Efter ankomsten til Tyskland måtte de svenske kvinder udskifte deres tøj. Det skete, at de blev til grin, når de ankom til Tyskland iklædt tørklæder, og deres tyske husbond forsynede dem som noget af det første, bl.a. med en brugt hat. De svenske tjenestepiger kom dog til at udvikle en interesse for tøj, og da de fik løn i kontanter, fik de mulighed for at bruge den på det, de ønskede, hvad der styrkede deres selvtillid. Der var en tendens til at svenske tjenestepiger først søgte til mindre, sikre gårde, men med den øgede selvtillid søgte de til de større godser, hvor der var mindre social kontrol fra øvrigheden og kirken og for de fleste også en forbedring af livskvaliteten.