Indfødsretslovgivning

Indfødsret

Indfødsret har eksisteret i dansk lov siden 1776. Dengang var indfødsretten knyttet til at være født i den danske konges riger og lande og gav adgang til højere offentlige embeder. Senere blev en række andre privilegier som stemmeret og fattigunderstøttelse knyttet til indfødsret.

Indfødte embedsmænd

Den første forordning om indfødsret i Danmark trådte i kraft i 1776. Forordningens formål var at sikre, at embeder kun kunne besættes af personer født i kongens riger og lande. Baggrunden for forordningen var, at der igennem 1600 og 1700-tallet opstod en stadigt voksende udenlandsk overklasse i Danmark bl.a. i hæren og ved hoffet. Forordningen var en direkte reaktion på den indflydelse, kongens tyske livlæge Johan Struensee havde på kongens politik i årene frem til hans henrettelse i 1772.  

Embeder til danskfødte og ”ligestillede”

I 1776 blev det bestemt, at udlændinge med formue eller specielle, nødvendige kundskaber kunne søge om at få samme rettigheder som danskfødte. Desuden forbeholdt kongen sig ret til at tildele indfødsret til enhver, han fandt egnet eller som havde gjort sig fortjent til forfremmelse

Fremmede med ret til den såkaldte naturalisation kunne gratis indenfor 1 år fra forordningens stadfæstelse få naturalisationsbrev. Mange benyttede sig af det. I 1776 og 1777 blev søgt om ca. 1200 naturalisationsbreve fortrinsvis af tyskere.

Selvom det ikke var alle, der kunne opnå indfødsret, havde fremmede fuld ret til at opholde sig og arbejde i kongens riger, og deres børn, der blev født her, skulle regnes for indfødte.

Indfødsret og rettigheder

Da indfødsret kun var knyttet til visse embeder var antallet af ansøgere om naturalisation begrænset indtil omkring 1880erne. Igennem 1800-tallet blev en række andre rettigheder knyttet til indfødsretten. I 1849 blev det i Grundlovens § 54 bestemt, at udlændinge kun kunne opnå indfødsret ved lov.

Fra 1860’erne blev tildelingen af indfødsret i praksis betinget af, at ansøgeren opgav sit tidligere statsborgerskab og havde opholdt sig min. 15 år i landet. I sidste halvdel af 1900-tallet blev reglerne ændret til 7 års ophold. Opholdets varighed betød bl.a. at gruppen af polske immigranter, der bosatte sig i Danmark omkring 1. verdenskrig, ikke findes i naturalisationslovene før 1930’erne.

Fattighjælp og indfødsret

I 1891 blev modtagelsen af social understøttelse gjort afhængig af indfødsret, sådan at kun personer med dansk indfødsret kunne modtage fattighjælp og alderdomsunderstøttelse. Den store arbejdskraftindvandring i slutningen af 1800-tallet bl.a. fra Sverige og polske områder gjorde, at regeringen fandt det vigtigt at præcisere, hvem der kunne regnes som danskere og dermed kunne opnå understøttelse.

I loven om indfødsret af 1898 blev det således bestemt, at alle født af danske forældre fik ret til dansk indfødsret uanset, hvor de er født i modsætning til de tidligere regler, hvor det geografiske fødested var afgørende for indfødsretten. Afstamningen som retsprincip blev slået fast i den senere lovgivning i 1925 og 1950 og gælder stadig i dag.