Hvor tog de hen ?


De svenske arbejdere rejste fra Sydsverige til det østlige Danmark og Nordtyskland. Foto : Googlemaps.

HVOR TOG DE HEN ?

De svenske immigranter rejste fortrinsvis til det østlige Danmark og til Nordtyskland.

København

Den danske hovedstad udgjorde et stort arbejdsmarked i 1800-tallets sidste årtier. København var en metropol der tiltrak billig, hovedsagligt kvindelig arbejdskraft, men til forskel fra landet  tiltrak byen også faguddannede arbejdere og håndværkere. Den tilstømmende arbejdskraft kom ikke kun fra landområderne i Danmark men også fra det sydlige Sverige. Specielt i hovedstaden var der en stor koncentration af arbejdsemigranter, hvoraf flertallet udgjordes af svenskere. Ved folketællingen år 1901 var der lidt mere end 15.000 personer.

Sjælland

Da Sjælland var den del af Danmark der geografisk var tættest på Sverige, var det naturligt at svenskere flyttede dertil. Det var mest folk fra Skåne og frem for alt Malmöhus len, der søgte til Sjælland, derefter kom folk fra Kronobergs len. Øresundsregionen udgjorde i vid udstrækning et fælles arbejdsmarked fra slutningen af 1800-tallet og frem til første verdenskrig – ligesom i dag.

Lolland-Falster

På Lolland og Falster var sukkerroemarkerne de dominerende arbejdspladser for svenske kvindelige arbejdsmigranter, og der var optil 1.000 – 2.000 personer i 1800-tallet. Til disse øer kom migranterne først og fremmest fra Blekinge og Kronobergs len. Dyrkningen af sukkerroer påbegyndtes ca. 1870 og ekspanderede kraftigt frem til århundredeskiftet. Både svenske kvinder og mænd arbejdede med forarbejdning på sukkerfabrikkerne.

Bornholm

På Bornholm er svenskerindvandringen ikke en ”glemt indvandring”, den udgør en levende erindring. Her var der en større andel af svenskere end der var i København. I alt var der 2.594 svenskere i år 1901. De udgjorde mere end 6% af befolkningen. De fleste svenske emigranter kom fra de tilstødende svenske provinser Blekinge og Kristianstads len.

Mecklenburg-Schwerin

Svenskerne var mellem 1870 og 1890 den største enkelte udenlandske gruppe i Mecklenburg-Schwerin. De udgjorde i 1871 mere end 2.200 personer. Svenskerne ankom i lukkede transporter til Lübeck eller Rostock og blev derfra transporteret ud til forskellige godser, hvor de blev placeret i landbrugsarbejde. En del svenske mænd giftede sig med kvinder fra Mecklenburg og blev derved integrerede i Tyskland. De svenske kvinder vendte i større udstrækning tilbage til Sverige.

Hamburg

En del svenskere kom også til de tyske storbyer, og i Hamburg var der i 1885 over 2.400 svenskere. I 1800-tallets sidste årti arbejdede et par tusind svenske kvinder med husholdningsarbejde i storbyen, men svenskerne fandtes også i tobaks- og gummiindustrien og indenfor handelen. I Hamburg var der en del svenske foreninger, bl.a. en svensk klub, svensk skole og foreningen Svea. Derudover har den svenske tilstedeværelse i Hamburg efterladt varige spor i form af den svenske Gustaf-Adolfs Kirken.

Kiel

I forbindelse med en arbejskonflikt 1871 rekrutterede værftsindustrien i Kiel svensk arbejdskraft fra Blekinge. De blev brugt som strejkebrydere. De svenske arbejdere forblev på værftet og deltog selv det efterfølgende år i en arbejdskonfikt sammen med de tyske arbejdere. Svenskerne dannede en koloni i Kiel, men blev dog efterhånden ramt af dårligere økonomiske konjukturer og naturens kræfter i form af ødelæggende oversvømmelser.

Schleswig-Holstein

Svenske arbejdsmigranter kom fra 1868  i et større antal til landbruget i Schleswig-Holstein, men mandlige arbejdere kom også til ufaglærte arbejdsopgaver i andre brancher, f.eks værfter, befæstningsanlægsarbejder og jernbanebyggerier. Svenske kvinder arbejdede som landarbejdere og på mejerier. I 1871 var der ifølge folketællingen 3.667 svenskere i Schleswig-Holstein. Lübeck var centrum for den organiserede hvervning af svensk arbejdskraft til Nordtyskland.